Støtteforeningen bidrager igen til TVMV SKOLE

TV MV SKOLE

Støtteforeningen har givet støtte til, at vi på TV MIDTVEST igen kunne tilbyde erhvervspraktik til elever i 8. og 9. klasse. I uge 43 tjekkede 12 energiske, seriøse og entusiastiske elever fra vores region ind på stationen. De var som tidligere hold igennem et skræddersyet og tætpakket program, hvor de fik et indblik i, hvordan man arbejder som journalist og fotograf her på stedet. Det var en stor fornøjelse at have besøg af eleverne og de har fået en oplevelse for livet. 

DEN FØRSTE DAG!

Vi startede dagen med en rundvisning på stationen og mødte en masse medarbejdere og hørte om deres arbejde og deres funktioner. Derefter blev eleverne introduceret til, hvordan man laver den gode historie og hvordan man bygger en historie op og laver indhold. Derudover blev de klogere på hvilke billeder der skal til, for at fortælle den ønskede historie. Desuden fik de besøg af to af vores nuværende elever fra stationen, de er ved at uddanne sig til henholdsvis journalist og fotograf. de fortalte om hvordan man bliver uddannet og hvordan det er at være på TV MIDTVEST. Efter aftensmaden kom de med i studiet under aftenens udsendelse. 

ANDEN DAG BØD PÅ MERE TEORI, RESEARCH AF HISTORIER OG TID TIL AT LÆRE KAMERAET AT KENDE

Eleverne lærte hurtigt hinanden at kende og der var en rigtig god stemning i gruppen, de havde det sjovt sammen og det var en stor fornøjelse at tilbringe tid sammen med dem. Tirsdag havde vi et tætpakket program, hvor eleverne mødte ind til redaktionsmøde, hvorefter de koncentreret fulgte med i en lektion omkring kildekritik og etik. Umiddelbart derefter skulle de i gang med at researche og finde de historier som de ville lave, hvorefter de blev introduceret i håndtering af et kamera. Inden aftensmaden var der LIVE træning på programmet, hvor de fungerede som journalister og fotografer. Der blev stillet om fra studiet og det var en kæmpe oplevelse for eleverne, ikke mindst at se resultatet efterfølgende. Efter aftensmad var de igen med til afviklingen af 19.30 udsendelsen, inden vi efterfølgende havde dialog med redaktøren om dagens resultat i forhold til redaktionsmødet fra morgenstunden. 

TV MV SKOLE

ARBEJD' ARBEJD'

Den tredje dag blev skudt i gang med en fornem introduktion til speak- og manustræning. De lærte hvordan man skriver det gode manus til en historie og hvad er vigtigt, når man skal udtale de forskellige ord. Derefter skulle alle elever en tur i speak boksen og forsøge sig foran mikrofonen. Eleverne trillede derefter ud på landevejen med kameraet på skulderen og mikrofonen i hånden og jagtede deres historier. De fik et indblik i hvor svært det kan være, at få alle aftaler i hus og hvor mange ting der skal være styr på, når et indslag skal strikkes sammen. Det var med højt humør, at eleverne kom tilbage til TV-stationen.

TV MV SKOLE

DEN STORE KLIPPE DAG

Torsdagen, blev som alle de andre dage, skudt, i gang med en lille quiz. Men denne gang var det en quiz med resultaterne fra gårsdagens tur i speak boksen. De skulle gætte hvem af de andre elever, der gemte sig bag de forskellige stemmer, hvilket var vildt sjovt og til stor begejstring. Derefter fik vi besøge af Malte Houe, der havde et oplæg omkring Støtteforeningen for TV MIDTVEST. Han fortalte hvordan foreningen fungere og dens formål, og efterfølgende blev eleverne inddraget i hvordan foreningen kunne optimeres i forhold til hvis de skulle være medlem af foreningen. En meget værdifuld dialog, hvor der kan mange gode idéer på bordet. Torsdag bød ellers på redigering, redigering og redigering. Alt det eleverne havde lært om blandt andet ”den gode historie”, etik og kildekritik, kameravinkler, speak og manus, skulle nu stå sin prøve. Alt materialet fra gårsdagens optagedag blev set igennem og manuskripter blev skrevet, inden den endelige historie blev klippet sammen. Der var stor begejstring for at komme i gang, men det voldte store problemer pludselig at skulle samle det hele til den helt "rigtige" historie. Ligesom på en almindelig redaktion, så blev der knoklet igennem og især op mod deadline, var der travlhed blandt eleverne. 

TV MV SKOLE

DEN SIDSTE DAG

Den sidste dag startede som de andre, med en omgang morgenmad og hygge i kantinen, efterfulgt at quiz, inden dagens endelige program begyndte. Det sidste til elevernes indslag skulle gøres færdig, inden vi alle gik i studiet hvor værtstræningen kunne begynde. Her fik de kyndig vejledning i hvordan man skal stå, hvordan man skal bevæge sig, hvor man skal kigge hen og ikke mindst hvor ens hænder skal være når man fortæller. Der var en stor oplevelse for dem alle og de var virkelig dygtige alle sammen. Efter optagelserne kunne de nyde deres frokost, inden de endelige optagelser i studiet. Til sidst gik vi i Medietanken til endeligt gennemsyn af deres indslag. Her kunne de på det helt store lærred, se deres egne indslag. Det var en stor oplevelse og det var 12 meget stolte elever der sad i salen. Efter at have set deres indslag, var der diplomoverrækkelse, inden det endelige farvel.

En uge med erhvervspraktikanter på TV MIDTVEST er nu slut. Endnu engang har det været en kæmpe fornøjelse at have de unge elever i huset. Det har, som tidligere skrevet, kun kunnet ladet sig gøre med støtte fra TV MIDTVEST Støtteforening. Det har været en stor oplevelse, for såvel eleverne som for stationen. Eleverne er hver dag mødt ind med masser af overskud og gåpåmod og de har taget alle informationer, øvelser og udfordringer i stiv arm. Om de skulle sidde i flere timer og høre omkring det teoretiske bag en historie eller det gode billede, sende en LIVE udsendelse, kontakte kilder, speake, klippe indslag eller tale til en teleprompter, så klarede de det alt sammen vildt flot og meget overbevisende. Det har været lærerigt for eleverne, men bestemt også for TV MIDTVEST. Det har endnu engang været inspirerende, at have den unge målgruppe på besøg og huset har været fyldt med god energi og godt humør. De 12 elever har virkelig gjort en forskel for TV-stationen og vi er meget taknemmelige for at de valgte et erhvervspraktikforløb hos os.